Forældede love med dramatiske strafferammer og en umådeholden anklagemyndighed var for små to uger siden med til at drive det 26-årige internet-ikon Aaron Swartz til selvmord. Siden har nettet raset. For Swartz var en wiz-kid og en ildsjæl, der kæmpede mod ophavsret og den digitale økonomis giganter.

Sidste fredag hængte Aaron Swartz sig i en lejlighed i New York. Kort efter stod nettet i flammer. »Hackers for right, we are one down, we have lost one of our own«, skrev for eksempel Sir Tim Berners-Lee, opfinderen af World Wide Web. Fra den ansete juraprofessor Lawrence Lessig lød det om Swartz: »Brilliant, and funny. A kid genius. A soul, a conscience«.

Aaron Swartz blev kun 26 år, og de færreste havde hørt om ham før sidste fredag. Alligevel er der mindst tre gode grunde til postyret.

1. Han var en wiz-kid
Allerede som 14-årig var Swartz med til at udvikle programmeringssproget RSS, der gør det let at sprede indhold på nettet, og som var en afgørende del af bloggen, da den kom frem som medietype. Senere grundlagde han sammen med to andre det megapopulære website Reddit, der som et af de første gjorde det muligt for brugerne at stemme historier op og ned. Og han skrev programmeringssproget web.py. Swartz var en vidunderdreng.

2. Han bar den nye, åbne ånd
I sidste uge var det et år siden, at store dele af nettet gik i sort i protest mod en foreslået ny amerikansk antipirat-lov, Sopa. Swartz var en af protestbevægelsens mest karismatiske bannerførere. I videoen herunder kan du se ham fortælle om processen.

Det endte med, at Sopa blev droppet – ligesom den internationale pendant, Acta, der sidste år fik tusindvis af demonstranter på gaden over hele verden, også i København. Swartz var »en sjæl, en samvittighed«. En ny tids politiker.

3. Systemet knuste ham
Da Swartz døde, led han af depression. Men han havde også en retssag hængende over hovedet med krav om over 30 års fængsel. Han var anklaget for ulovligt at have downloadet flere millioner forskningsdokumenter i et politisk stunt for åben forskning. Forskningsbasen, som Swartz havde kopieret fra, frafaldt alle anklager. Men anklagemyndigheden pressede på med voldsomme tiltaler – bakket op af det hæderkronede universitet MIT. Aaron Swartz var den lille, der kæmpede en ulige kamp mod systemet. Og tabte.

MIT har efterfølgende sat alle sejl til for at få belyst sin egen rolle i sagen. Det samme kan man ikke sige om den offentlige anklager Carmen Ortiz, der ikke mener, at Swartz havde behøvet risikere de 30 år – han kunne have tilstået og indgået forlig på meget mindre. Hende kræver mange nu fyret.

Kampen om ophavsret mellem den gamle og nye underholdnings- og vidensindustri, mellem Hollywood og forlagene og Wikipedia og YouTube, har ikke fyldt stort i debatten. Alligevel danner den klangbunden i mange af de vrede indlæg: Hvorfor skulle en mand, der kæmpede med ikke-vold og ikke påførte nogen økonomisk skade, jages så hårdt, mens finanskrisens bagmænd spiser middag i Det Hvide Hus, spørger f.eks. Lawrence Lessig. Og havde Swartz ret i, at ophavsretslovgivningen, der er skabt før nettet, virkelig er utidssvarende?

I hvert fald mener mange nu, at strafferammen for pirateri er helt i skoven. På den måde kom Swartz, også med sin død, til at sætte præg på en af tidens vigtigste økonomiske diskussioner, den om, hvem der kan tjene penge på hvad i den digitale fremtid.

Denne blogpost er først bragt som analyse i Politiken den 23. januar 2013. Her i et let udvidet version.